Monday, August 20, 2007

Værstemor

Udgivet i ‘Min bedstemors historie,’ redigeret af Liv Thomsen, Marts 2007

Man skal give sine børn bedsteforældre. Man kan vist ikke give sine børn en bedre gave end søskende, men bedsteforældre er næsten lige så godt.. Et tæt forhold til deres bedsteforældre giver børn en større tryghed ved voksne og mere selvtillid. Sådan oplevede jeg det i al fald.

Jeg er vokset op i et Kartoffelrækkehus ved søerne i København. Mine forældre var karriererorienterede 80’er folk og desuden stærkt indstillede på at give mine to søskende og mig en streng opdragelse. I stueetagen boede min morfar og mormor. Min fars forældre døde, før jeg lærte dem at kende, og min morfar døde I 1999, da jeg var 18 år. Tilbage står min 89-årrige mormor. Vi kalder hende ”Værstemor”.

”Hvordan går det med Værstemor,” spørg mine venner mig, når vi er kommet igennem den første small talk. Og jeg har altid en historie at fortælle. De spørger interesseret, for ikke alene er hun et af mine yndligsemner, den gamle dame har nærmes opnået kultstatus i vores kreds.

Der sker ikke så meget i hendes tilværelse, hun går sjældent ud, men hendes oplevelse af verden, styrke, sans for humor og ubarmhjertige ærlighed er udsædvanlig underholdende og tankevækkende. Og så forstår hun at lytte,

Min mormor er høj, nogenlunde rank, fladbrystet og kantet. Hendes hår er skarpt pageklippet, bevidst kortere i den ene side end i den anden. Hendes næse hæver sig krumt som hos en gammel indianerhøvding mellem to høje kindben. Hun går altid i bukser. Om sommeren bærer hun skjorter, om vinteren ifører hun sig uldsweatere med et læderbælte om livet. Hun går altid med smykker, men aldrig med sminke.

Hun har selv valgt navnet ”Værstemor” i kontrast til begrebet ”Bedstemor”, og det passer godt til hende. Egentlig hedder hun Anne-Marie Søeborg.

Hun er en kultursnob og selverklæret egoist. Hun elsker Thomas Mann og ser ned på enhver der ikke har læst og nydt ”Huset Buddenbrook”. Helst ser hun, at jeg bruger al min tid hos hende, og hun tager altid imod mine tjenester, også selvom jeg kun modstræbent leverer dem. Hun er skrap og ærlig - ofte helt unødvendigt ærlig. Hendes sarkastiske sans er ualmindeligt veludviklet. Alligevel kan jeg ikke tænke mig noget varmere og hyggeligere end Værstemor.

Jeg kigger normalt forbi til en kop te mindst en gang om ugen. Jeg ringer ikke i forvejen men ved, jeg altid er velkommen.

Nå ja, velkommen er måske så meget sagt. Hun forbander mig som regel for at dukke op lige midt i hendes avislæsning –hun læser hvert ord i Politiken undtagen dem, der beskriver sporten. Jeg tar’ det ikke så tungt, ederne er en del af hendes stil.

Vi sætter vand over, smør madder og sætter os ind i hendes stue. Og så sker det. Hun behøver ikke altid spørge, alligevel går jeg i gang med at fortælle. Over rullepølsemader og ost fortæller jeg hende om alle mine oplevelser siden sidst. Hver historie har sin egen indledning, sine beskrivelser og sit klimaks. Mine oplevelser er sjældent sindsoprivende, men ”Værstemor” forstår at lytte, så de bliver spændende og vedkommende. Sådan har det altid været. Siden jeg var helt lille, har hun lyttet til min pludren og mine fortællinger. Jeg kender hendes interesser og sans for humor. Med hendes egne historier og evne til at lytte har jeg lært at fortælle mine.

Når vi har gennemtygget mine oplevelser, grint af persongalleriet og vedtaget, at jeg naturligvis bruger al for meget tid på ufornuftige oplevelser langt fra hendes stuer, går Værste selv i gang med at fortælle.

Gennem hendes beretninger har jeg lært hendes mor og mormor at kende. Jeg ved hvad hendes venner og bekendte oplever og hvordan. Jeg har cyklet med hende og min morfar i Københavns øde gader under Anden verdenskrig. Jeg har kigget mellem brædderne på badeanstalten Helgoland i 1920’erne og fulgt med i handlingen i mange af de romaner, hun læser for tiden. Min mormor er en lun men ondskabsfuld historiefortællerske.

Hos hende har jeg lært, ikke bare at lytte til og fortælle historie at strukturere en fortælling og give den liv med morsomme sigende detaljer, men også at opleve hverdagen i klart definerede små-fortællinger. Den evne kan gøre selv den tristeste Torsdag morsom, begivenhedsrig og mindeværdig.

Mine forældre er også glimrende historiefortællere, men de har aldrig haft det overskud min mormor har. Med den perfekte lytter opstår gode historier let.

Jeg var på sommerferie i Frankrig da min mor i 2003 blev kørt over af en lastbil. Hun var på cykel og fik amputeret både sin venstre arm og sin højre fod i ulykken. Mirakuløst overlevede hun. Men da min mormor kort efter fik besked om situationen, var chancerne for at hendes datter ville leve ganske små. Eftersigende satte hun sig fattet ned og sørget for, at der var drikkevarer til alle i stuen. Hun lyttede til min bror og søster fortælle og tog det hele i stiv arm.

Et par dage senere talte hun med familiens læge og betroede ham, at hun ikke kunne holde det ud. Hun ville bare dø. Vores læge, Dr. Petersen, sagde at det kunne hun simpelthen ikke tillade sig, nu da min mor lå på intensiv afdeling og kæmpede for sit liv. Værstemor tænkte sig om et øjeblik, så ud i luften og sagde: ”Ok da, så tage jeg to år til.” De to er blevet til tre, og jeg håber på mange flere.

Som altid lyttede min mormor også tålmodigt på vores oplevelser af min mor på hospitalet, på vores angst og håb. Og ikke mindst lyttede hun til de små beske fortællinger, der hurtigt udviklede sig efterhånden som min mor vågnede og blev besværlig. Værste tog det med godt humør og forsikrede os dermed om, at verden går videre og at stort som småt er værd at lytte til, hvis bare det bliver ordentligt fortalt.

Jeg er mine forældre taknemmelig for mange ting, ikke mindst at de ved fælles indsats fik min mor tilbage til sin dagligdag. Alligevel er jeg vist aller gladest for, at de har givet mig søskende –og bedsteforældre.